søndag den 2. maj 2010

Artikel om vandring i Virgental, Østtirol

I Dansk Vandrelaugs blad, friluftsliv maj-juni 2010 er følgende artikel af mig offentliggjort:


Hvad får en fladlandsdansker fra Lolland til år efter år i sommerferien at hægte campingvognen bag bilen, trække den ned gennem Tyskland, op over Alperne og ind til en campingplads i Prägraten i bunden af Virgental i Østtyrol?

Dette gode spørgsmål stillede Eivind Tarp i et par artikler i FDM-bladet Motor i 1994 og 1995.

Jeg tror svaret var at han ikke kunne lade være.

Jeg har det også sådan. Dog ikke hvert år, men foreløbig er det blevet til 5-6 ture.

Han skulle ned til Vorherres pauseværk, den prægtigste natur, og vandre - op og ned ad bjergene, til hytterne og tilbage til en god nats søvn i campingvognen - og så på den igen næste dag. Det skrev han også om i DVL-bladet engang.

Der er smukt mange steder i Østrig, men det er nu blevet sådan, at Virgental skal komme til sidst, hvis en tur er fordelt på flere steder. Der er nemlig uforligneligt smukt. Dalen er ikke særlig bred, den ligger lidt på sned, bjergene kan jeg ikke få nok af at betragte. Og gå i. Det hedder vist at blive bjergtaget - sådan helt bogstaveligt.

Første gang vi var der, mine kone og jeg, var i en hedebølge i sommeren 1995. Vi havde godt med kræfter dengang, og kunne gå daglige ture op til en hytte og tilbage igen. Det var så fascinerende at vi vendte tilbage i sommeren 1996. Da var det alt andet end hedebølge. Det var hundekoldt, snegrænsen flyttede ned til 1500 meter - 300 meter over Virgen. Temperaturen var ofte encifret. Det var lige før det blev nok - men godt vi blev.

Man kan køre ind i bunden af Virgental, til en parkeringsplads tæt på Umballfälle, et imponerende vandfald man kan gå langs med til Clarahütte. Først gang vi gik, pustede vi noget og måtte holde pauser. Lige til vi så en mand komme gående, langsomt og med lange skridt. Vi indså i et glimt hvordan man gør når man går opad. Man kobler skidtlængde, tempo og åndedræt sammen - og så gik det bare fint.

Vi husker næsten altid dette, men åbenbart ikke da vi nogle år senere var på veje fra Prägraten til Berger See. Nedad kom en lokal mand, som sagde: "Atmen nicht vergessen". Glem ikke åndedrættet. Naturligvis - længere skridt, tempoet ned og det går meget lettere. Sygeplejerskegang er ikke lige sagen her.

Når man efter flere timer er kommet deropad får man et helt andet udsyn - man ser hen på og i mindre grad op på bjergene. Og man kan se ned i dalen - nogle steder i fantastiske glimt. Ved hytten kan tankes op (man har naturligvis haft godt med vand med og lidt at spise), idet man kan købe suppe eller andre retter og drikkevarer. Om det skal være ½ liter øl eller æblesaft er en smagssag.

Efter således at have vederkvæget sig er man parat til nedturen. Der skal bremses, og andre muskler skal bruges. Vel nede og hjemme igen har man brug for at slappe lidt af. Før man skal i gang med at lave mad selv eller ud at spise.

Ved Gottschaunalm kan man også købe god mad og drikke. Om det stadig er som det var ved jeg ikke, men tidligere var der ingen fast pris. Man kunne betale hvad man synes det man havde købt var værd. Mon ikke det var en ganske god forretning?

Anes det at man i Virgental kan sove, vandre og spise? Og tage en enkelt tur til Lienz eller et andet sted hen. Der er ikke meget andet at foretage sig. Og man skal naturligvis ikke tage dertil hvis man ikke kan lide at gå. Kan man det, skal man naturligvis gøre det.

Når jeg tænker tilbage på de mange op- og nedture i Virgental, må det konstateres at alle turene er forskellige. Der er noget nyt at se på, formationerne omkring er forskellige, blikket over til dalens modsatte side er det. Nogle gange kan man se en hytte man har været ved derovre - og omvendt. Det er charmerende ud over alle grænser. Man bliver aldrig nogensinde træt af ensformighed. Der er selvfølge ture der står stærkere i erindringen end andre.

Den lange tur op til Lasörlinghütte er fantastisk god. Første gang tog vi genvejen - der stiger meget stejlt et stykke - fra parkeringspladsen i Raun. Her var også en gruppe unge tyskere med alt udstyret ved at gøre sig klar. De gik før os, og det varede ikke længe før de blev indhentet. De manglede ganske træning - og pustede som gale. Jeg tænker ikke de nåede op. Heldigvis havde de geologhamre med så de kunne lade som om det var det vigtigste - hvad det måske også var. Oh at sidde med en kold øl på toppen af en knold efter mange timer undervejs - og især efter at have brugt mange kræfter på det sidste stejle stykke!

Sidste år var vi der igen. Det kan folk, der er vant til en daglig gåtur godt klare, når man er midt i 60erne. Men vi havde fundet ud af at køre lidt længere frem og parkere. Herved undgik vi det stejle stykke.

Man kan gå til Wetterkreuzhütte eller man kan tage en taxi. Begge dele er prøvet. Det sidste giver mulighed for at gå videre til Supalseehütte - enten ved at gå uden om eller op over Legerle. Går man op over får man lejlighed til at se meget flotte kig ned i dalen (det gør man også, når man går ad panoramastien), og man ser meget tydeligt hvorledes markerne er indhegnede af vegetation. Det kaldes Virgener Feldflur og er vidt berømt. Princippet er dels at lave markafgrænsninger og dels at have brænde til opvarmning tæt på.

På den modsatte side kan man også tage en taxi. Her kører den op til Johannishütte i 2100 meters højde - og har man lyst til at komme højt op kan man drage op til Defreggerhaus i 2962 meters højde. Det er en ret spektakulær tur. Er man til en egentlig tindetur kan man overnatte her og gå med bjergfører til Grossvenediger dagen efter.

Sidste års spektakulære tur var fra parkeringspladsen under Boden Alm, via Niljochhütte til Bonn-Matreierhütte i godt 2700 meters højde. Det er ikke så vanskeligt at gå turen, men det sidste stykke er dog noget krævende. Velankommet til hytten er der en fantastisk udsigt, og bl.a. kan man gå ud til det flag man kan se fra Niedermauern, hvor vi plejer bo - og naturligvis kan man se derned når man står deroppe.

De ture jeg har omtalt er for folk i vores alder oftest på ca. 8 timer med en stigning på mindst 1000 højdemeter og omkring 20000 skridt. Men hvor er det godt - man kan blive helt høj og nærmest afhængig af det.

Er du blevet nysgerrig? Der er flere billeder og mere tekst her på  bloggen.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails