onsdag den 13. august 2008

Til Østrig via Gadebusch

Den sidste torsdag i juni var alt pakket og klart til at drage afsted mod Østrig. Vi holder af det mere adstadige tempo.

Ved 10-tiden kørte vi, og mente nok at de 300 km. vi havde foran os til Gadebusch var overkommelige. Ad motorvejen mod Rødby blev vi overhalet af utallige bilister, især svenskere, der bare skulle passere Danmark som danskere bare skal igennem Tyskland.

Konsekvensen var at vi måtte vente til færge nr. 2 - men PYT.

Det mest interessante ved sejlturen var fornemmelsen af at ligge stille og se Border Shop i Puttgarten sejle mod Danmark. Mere mærkeligt var det at se gadelygterne bevæge sig mod syd, idet det viste sig at færgen måtte bakke lidt og lægge til i et andet færgeleje. Færgen er så stor at man ikke kan mærke dens bevægelser - derfor disse perceptuelle illusioner, som de vel kan kaldes.

BuderusVed Lübeck skulle vi mod Rostock ad Autobahn 20. På et tidspunkt blev vi overhalet af en bil fra firmaet Buderus.

Associationen var naturligvis, at bude og rus ikke var den heldigste kombination. Jeg kendte ikke Buderus - men i St. Johann skulle det vise sig at man i alle tilfælde laver afløbsriste til gader og stræder, således som billedet viser. Således blev dette problem løst.

I Gadebusch boede vi en nat på Hotel Christinenhof. At vi valgte dette som overnatningshotel skyldtes, at vi boede der 3 nætter i april (30€ pr. person pr. nat med halvpension), og inden vi tog hjem havde vi besluttet at køre østover til Østrig og overnatte to gange.

Nogle kan ikke holde ud at skulle overnatte på vej på ferie. De må jo synes det er bedst at komme trætte frem og bruge tid på restituering.

Vi ved godt hvad vi skal bruge overnatningen til. At finde ud af vi er taget af sted, at se os om hvor vi er, spise et eller andet, sove en god nats søvn og være parat til næste dags tur. Vi spiste et ordinært måltid på Goldener Löwe, men det var nu interessant at få vandmelon og jordbær som tilbehør tilsvinekød.

Den gik til Hof.
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails