søndag den 3. november 2013

Tiroler Krapfen

Tiroler Krapfen

Holder man sin ferie i Osttirol på Habererhof i Niedermauern, nedenfor Virgen, kan man være heldig at få et par Tiroler Krapfen kogt – i friture, antager jeg – af bedstemor Sofie.

tirsdag den 26. april 2011

Vandreferie og fodbalsam

Hvis man skal til Østrig på vandreferie, kommer man til at bruge fødderne ikke så lidt, og derfor er det en god ide at sørge for lidt fodpleje i form af smøremidler, f.eks. fodbalsam. Fødderne skal have det godt, de skal holde til meget.

I mange år indkøbtes rigeligt at det i Østrig, men siden er bemærket at Rossmann i Tyskland har flere meget anvendelige produkter. Det kan derfor anbefales at besøge en af butikkerne undervejs og gøre et passende indkøb.

lørdag den 5. juni 2010

Saltminerne i Hallein

I 1952 besøgte min far Hallein og var en tur i saltminerne. Han havde billeder med hjem og man kunne se, hvorledes man iført solidt, slidstærkt tøj gled på bagen nedad slisker for at komme længere ind i minen. Det fascinerede mig at se dette.

Det er efterhånden en del år siden jeg selv har været på besøg i minerne og det var en uforlignelig oplevelse at blive iført det samme solide tøj, blive sat overskrævs på et lille tog og kørt langt ind i bjerget. Her blev man ligeledes sat overskrævs på sliskerne og pakket tæt sammen med andre besøgende for - tjuhej - at rutsje nedad.

Kommer du til Salzburg eller omegn, må du ikke snyde dig for en tur i saltminerne i Hallein.

Besøges linket er der også mulighed for information om saltværkerne i Hallstatt og Altaussee.

søndag den 2. maj 2010

Artikel om vandring i Virgental, Østtirol

I Dansk Vandrelaugs blad, friluftsliv maj-juni 2010 er følgende artikel af mig offentliggjort:


Hvad får en fladlandsdansker fra Lolland til år efter år i sommerferien at hægte campingvognen bag bilen, trække den ned gennem Tyskland, op over Alperne og ind til en campingplads i Prägraten i bunden af Virgental i Østtyrol?

Dette gode spørgsmål stillede Eivind Tarp i et par artikler i FDM-bladet Motor i 1994 og 1995.

Jeg tror svaret var at han ikke kunne lade være.

Jeg har det også sådan. Dog ikke hvert år, men foreløbig er det blevet til 5-6 ture.

Han skulle ned til Vorherres pauseværk, den prægtigste natur, og vandre - op og ned ad bjergene, til hytterne og tilbage til en god nats søvn i campingvognen - og så på den igen næste dag. Det skrev han også om i DVL-bladet engang.

Der er smukt mange steder i Østrig, men det er nu blevet sådan, at Virgental skal komme til sidst, hvis en tur er fordelt på flere steder. Der er nemlig uforligneligt smukt. Dalen er ikke særlig bred, den ligger lidt på sned, bjergene kan jeg ikke få nok af at betragte. Og gå i. Det hedder vist at blive bjergtaget - sådan helt bogstaveligt.

Første gang vi var der, mine kone og jeg, var i en hedebølge i sommeren 1995. Vi havde godt med kræfter dengang, og kunne gå daglige ture op til en hytte og tilbage igen. Det var så fascinerende at vi vendte tilbage i sommeren 1996. Da var det alt andet end hedebølge. Det var hundekoldt, snegrænsen flyttede ned til 1500 meter - 300 meter over Virgen. Temperaturen var ofte encifret. Det var lige før det blev nok - men godt vi blev.

Man kan køre ind i bunden af Virgental, til en parkeringsplads tæt på Umballfälle, et imponerende vandfald man kan gå langs med til Clarahütte. Først gang vi gik, pustede vi noget og måtte holde pauser. Lige til vi så en mand komme gående, langsomt og med lange skridt. Vi indså i et glimt hvordan man gør når man går opad. Man kobler skidtlængde, tempo og åndedræt sammen - og så gik det bare fint.

Vi husker næsten altid dette, men åbenbart ikke da vi nogle år senere var på veje fra Prägraten til Berger See. Nedad kom en lokal mand, som sagde: "Atmen nicht vergessen". Glem ikke åndedrættet. Naturligvis - længere skridt, tempoet ned og det går meget lettere. Sygeplejerskegang er ikke lige sagen her.

Når man efter flere timer er kommet deropad får man et helt andet udsyn - man ser hen på og i mindre grad op på bjergene. Og man kan se ned i dalen - nogle steder i fantastiske glimt. Ved hytten kan tankes op (man har naturligvis haft godt med vand med og lidt at spise), idet man kan købe suppe eller andre retter og drikkevarer. Om det skal være ½ liter øl eller æblesaft er en smagssag.

Efter således at have vederkvæget sig er man parat til nedturen. Der skal bremses, og andre muskler skal bruges. Vel nede og hjemme igen har man brug for at slappe lidt af. Før man skal i gang med at lave mad selv eller ud at spise.

Ved Gottschaunalm kan man også købe god mad og drikke. Om det stadig er som det var ved jeg ikke, men tidligere var der ingen fast pris. Man kunne betale hvad man synes det man havde købt var værd. Mon ikke det var en ganske god forretning?

Anes det at man i Virgental kan sove, vandre og spise? Og tage en enkelt tur til Lienz eller et andet sted hen. Der er ikke meget andet at foretage sig. Og man skal naturligvis ikke tage dertil hvis man ikke kan lide at gå. Kan man det, skal man naturligvis gøre det.

Når jeg tænker tilbage på de mange op- og nedture i Virgental, må det konstateres at alle turene er forskellige. Der er noget nyt at se på, formationerne omkring er forskellige, blikket over til dalens modsatte side er det. Nogle gange kan man se en hytte man har været ved derovre - og omvendt. Det er charmerende ud over alle grænser. Man bliver aldrig nogensinde træt af ensformighed. Der er selvfølge ture der står stærkere i erindringen end andre.

Den lange tur op til Lasörlinghütte er fantastisk god. Første gang tog vi genvejen - der stiger meget stejlt et stykke - fra parkeringspladsen i Raun. Her var også en gruppe unge tyskere med alt udstyret ved at gøre sig klar. De gik før os, og det varede ikke længe før de blev indhentet. De manglede ganske træning - og pustede som gale. Jeg tænker ikke de nåede op. Heldigvis havde de geologhamre med så de kunne lade som om det var det vigtigste - hvad det måske også var. Oh at sidde med en kold øl på toppen af en knold efter mange timer undervejs - og især efter at have brugt mange kræfter på det sidste stejle stykke!

Sidste år var vi der igen. Det kan folk, der er vant til en daglig gåtur godt klare, når man er midt i 60erne. Men vi havde fundet ud af at køre lidt længere frem og parkere. Herved undgik vi det stejle stykke.

Man kan gå til Wetterkreuzhütte eller man kan tage en taxi. Begge dele er prøvet. Det sidste giver mulighed for at gå videre til Supalseehütte - enten ved at gå uden om eller op over Legerle. Går man op over får man lejlighed til at se meget flotte kig ned i dalen (det gør man også, når man går ad panoramastien), og man ser meget tydeligt hvorledes markerne er indhegnede af vegetation. Det kaldes Virgener Feldflur og er vidt berømt. Princippet er dels at lave markafgrænsninger og dels at have brænde til opvarmning tæt på.

På den modsatte side kan man også tage en taxi. Her kører den op til Johannishütte i 2100 meters højde - og har man lyst til at komme højt op kan man drage op til Defreggerhaus i 2962 meters højde. Det er en ret spektakulær tur. Er man til en egentlig tindetur kan man overnatte her og gå med bjergfører til Grossvenediger dagen efter.

Sidste års spektakulære tur var fra parkeringspladsen under Boden Alm, via Niljochhütte til Bonn-Matreierhütte i godt 2700 meters højde. Det er ikke så vanskeligt at gå turen, men det sidste stykke er dog noget krævende. Velankommet til hytten er der en fantastisk udsigt, og bl.a. kan man gå ud til det flag man kan se fra Niedermauern, hvor vi plejer bo - og naturligvis kan man se derned når man står deroppe.

De ture jeg har omtalt er for folk i vores alder oftest på ca. 8 timer med en stigning på mindst 1000 højdemeter og omkring 20000 skridt. Men hvor er det godt - man kan blive helt høj og nærmest afhængig af det.

Er du blevet nysgerrig? Der er flere billeder og mere tekst her på  bloggen.

lørdag den 17. april 2010

Bodenalm i Virgental

En af vandreturene i sommeren 2009 skulle være til Eisseehütte. Der har vi - min kone og jeg - endnu ikke været. De to øvrige deltagere i vandringen - min søn og svigerdatter - havde imidlertid været den vej for et par år siden, og var ikke interesserede i en gentagelse. De ville hellere til Sajathütte.

Hvis man ikke vil gå helt nede fra dalen er det muligt at køre til Bobojac og derfra finde en parkeringsplads i retning af Bodenalm. Det tager dog nogen tid at komme til denne alm og man får straks varmen. Det går opad.

Bodenalm

Vi gjorde ikke ophold ved almen, men gik videre, og på et tidspunkt skulle man til højre for at komme til Eisseehütte og til venstre mod Sajathütte.

Vi gik til højre. Det varede ikke længe før det blev dårligere vejr, men det skulle normalt ikke være nogen hindring. Det vi ikke havde lyst til at gå over skulle vise sig at være en bro, der så temmelig elendig ud. Valget her var ikke at fortsætte, omend vi mødte en del på vej tilbage, som tilsyneladende ikke havde problemer med at gå over broen.

Det blev dårligere og dårligere vejr da vi gik tilbage og vi fik god gavn af det tøj m.v. vi havde medbragt. På et tidspunkt havde jeg taget alt på - 6 lag inkl. regnslag. Det var alligevel ikke let at holde varmen.


Aftalen med min søn og svigerdatter var at mødes ved Bodenalm. Der var ikke telefonforbindelse og vi havde blot at vente. Ventetiden brugtes til at indtage en kop dejlig varm kaffe og en fortrinlig Apfelstrudel.

Efter en rum tid vendte de tilbage. Det havde ikke været særlig sjovt i det dårlige vejr.

Samme dag var afslutningen af en etape i Østrig Rundt atter henlagt til Prägraten. Det hindrede os i at køre hjemad med det samme. Men det var fint nok at se afslutningen af cykelløbet. Det går ganske betydeligt opad i hele Virgental, og særligt plagsomt er det når man i forvejen har været over dette eller hint bjerg tidligere på dagen.

onsdag den 24. marts 2010

Wodenalm, Virgental

I Virgental gik den første egentlige vandretur til Wodenalm. Det er en ganske overkommelig opgave, og derfor god at begynde med. Vi kørte til Zedlach, parkerede bilen på parkeringspladsen og begndte turen, ikke ad vejen, men venstre om så at sige, ad den smalle og i begyndelsen ganske stejle sti. Det giver straks sved på panden.

Efter at være gået gennem skoven et stykke tid, kommer man pludselig til en kørevej og går let og ubesværet på denne det sidste stykke vej til Wodenalm.

Wodenalm

Almen er et yndet mål for cyklister. Det er ikke et problem, når de kører op, men kan være det når de kører ned - det går stærkt og det er en god ide at være opmærksom på deres komme.

Efter at have læsket os med lidt drikkeligt gik vi nedad igen og gik gennem Zedlacher Paradies med meget gamle og store lærketræer.

Zedlacer Paradies

På turen kunne man se over til dalens modsatte side og finde Arnitzalm, Ganitzle og Zunigalm, som var besøgt året før på, hvad der skulle have være en hviletur, men som blev nok så anstrengende fordi vi havde overset højdekurverne på kortet.

På turen til Wodenalm havde vi det fineste sommervejr.

Tagrende

Her ses i øvrigt hvorledes tagrender ser ud nogle steder i Østrig.

søndag den 21. marts 2010

Tilbage i Virgental

Efter at have været i Russbach en lille uge, gik turen en lørdag til Virgental via Mittersill og gennem Felbertauerntunnellen. Det regnede i begyndelsen, men da vi var i nærheden af Zell am See ringede vore rejsefæller og spurgte hvor vi var. De havde gjort ophold lige efter Pass Thurn og nød udsigten.
Omkring middagstid nåede vi til Matrei in Osttirol, og efter at være kørt gennem byen, til venstre over broen efter torvet og til højre ved bageren fandt vi hurtigt deres bil - og lidt efter dem. Hvor herligt atter at ses i Virgental. Efter indlogering og lidt frokost måtte vi en tur langs Iselfloden og nyde synet af den meget smukke dal endnu engang. Vi føler os afgjort hjemme dér, og det er fint.
Hvad er det man kan i dalen?
I al sin fundamentale enkelhed kan man gå op og ned ad nogle bjerge. Dernæst spise og sove - og gøre det forfra. Sådan da.
Virgental
Det fantastiske ved det er at man mærker kroppen og de anstrengelser man udsætter den for, og at hvert skridt fører højere op. Det er en måde at opleve noget meget grundlæggende menneskeligt på, herunder friheden ved at kunne gøre det og friheden til at kunne nyde synet, stilheden og roen - samt tilfredsheden med atter at have udsat sig for strabadserne - efter at være nået op. Det er sandelig ikke det værste at udsætte sig for!
Der er også en fornemmelse af at slippe for hverdagens jammer og hektivitet og være i en situation, hvor mere oprinde måder at leve på end de hjemlige gør sig gældende. Det forekommer også værd at erfare med mellemrum.

Der følger nogle enkelte indlæg som beretter om årets ture, og det er tanken til sidst at lave en lille video af flere billeder end der vises i de enkelte indlæg. Er du interesseret finder du mere om Virgental i etiketterne.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails